torsdag den 21. februar 2019

Her slapper jeg helt af


Der sker et eller andet med mig, når jeg kommer ud til Vesterhavet. Når jeg går og kigger ud over vandet, og tager nogle helt dybe indåndinger af den salte, friske luft, kan jeg mærke hvordan jeg stille og roligt slapper fuldstændig af, og særligt når det blæser "en halv pelikan", som vi siger herovre, er det som om spændinger og bekymringer bliver blæst ud af kroppen.


I lørdags var det et fantastisk lækkert forårsagtigt vejr, så vi kørte ud til Hvidbjerg strand ved Blåvand og gik en tur. Vi var der ikke så længe, men længe nok til at jeg fik den dér helt specielle følelse indeni.

Egentlig vil jeg allerhelst til Vejers strand, men det skyldes nok, at jeg har en masser dejlige minder derudefra. Da jeg var helt ung var mine forældre fastliggere derude, så jeg har tilbragt rigtig mange skønne weekender og ferier derude, enten sammen med dem eller sammen med vennerne.

Vi snakker tit om, at vi burde køre derud noget oftere, og alligevel bliver det ikke til så tit, selvom vi kun bor 40 km derfra. Det må vi stramme op om, for det er bare så skønt.

Hvordan med dig, hvor er dit favoritsted, hvis du skal slappe helt af?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar