Nu som skolepige

I dag har været en STOR dag, Vores dejlige, fornuftige og omsorgsfulde Størstemus er nemlig startet i 0. klasse. Hun har glædet sig SÅ meget i lang tid, og endelig var det første skoledag, - det var STORT.

Godt nok har hun været i skolens SFO de sidste par måneder, og vidste hvem de fleste af børnene hun kom i klasse med var, men derfor var hun alligevel meget spændt. Penalhuset var lagt i den nye skoletaske, som hun udså sig med det samme hun kom ind i forretningen, drikkedunken var fyldt op, og hun var bare helt klar. 

Glad for forventningsfuld

Størstemusen og hendes søde veninde Frøken D.

Børnene var blevet bedt om at tage en lille vase med blomster med, som kunne pynte på deres bord. De var også blevet bedt om at tage en sten med, som de skulle male i klassen. Den måtte ikke være for lille, så de kunne male deres navn på den, så den kunne bruges som navneskilt.

Lidt betuttet over situationen

Hun syntes det havde været en fantastisk dag, for på vejen hjem i bilen sagde hun til sine forældre: "Mor.....Det var den bedste skoledag nogensinde" *smiler*

Nachos på Jensens Bøfhus

 

Det skulle selvfølgelig fejres, at hun var blevet en stor skolepige, hun ville gerne have nachos på Jensens Bøfhus og is til dessert, - og det fik hun.

Hun havde bare haft en super god dag, og det er jo skønt. Så kan man kun ønske sig, at hun bliver rigtig glad for at gå i skole, men det tror jeg nu bestemt hun gør.

Arbejdsweekend i sommerhuset

Så er vi hjemme igen efter endnu en arbejdsweekend oppe i vores sommerhus i Vorupør. Vi har gang i en masse ting deroppe, og lige nu er det badeværelset og yderbeklædningen på en del af huset, vi går og roder med. Der er lang vej igen, men det skal nok blive godt, når vi en gang bliver færdige.

Der er faktisk ikke rigtig nogen i familien, der "gider" en spa, så vi havde bestilt et dejligt stort nyt badekar, som der sagtens kan blive plads til. Den eneste måde at få det ind på, er gennem vinduesåbningen, før der bliver gjort klart til at sætte et nyt vindue i.

Der var også tid til hygge 

Der blev heldigvis også tid til hygge. C. havde sagt han ville kigge ud, og det endte med, at vi kørte ned til Landingspladsen og spiste en lækker burger hos Klochs -

- og gik en lille tur ved Landingspladsen bagefter. Nu går der nok en 2 - 3 uger, før vi vender snuden nordpå igen. I første omgang er meget af næste weekend planlagt med nogle hyggelige og sjove ting, men det kunne jeg godt forestille mig, at I kommer til at høre mere om.

Vi er jo kommet i Vorupør/Stenbjerg-området gennem mange år, og på et tidspunkt skal jeg nok fortælle mere om, hvor dejligt der er på de kanter.

Jeg har truffet en beslutning

For et års tid siden traf jeg en vigtig beslutning. Jeg besluttede mig for at sige mit gode lægesekretærjob op. Beslutningen havde været undervejs længe, men det er jo også lige sin sag at sige et godt job op, som man egentlig er glad for, sige farvel til gode kolleger, og den identitet, der følger med.

Som sagt havde det ulmet længe, faktisk nok 7 - 8 år. Det hele startede en sommer, hvor vi var udsat for et fuldstændig urimeligt arbejdspres, de fleste kolleger havde ferie og den daværende oversygeplejerske mente ikke, det var nødvendigt at kalde nogle vikarer ind. Arbejdspresset fortsatte længe efter sommerferien, og jeg endte med at få forskellige alvorlige symptomer på stress. Nu tænker I sikkert; kunne du ikke bare have sagt fra, lavet det du kunne nå, og ladet resten ligger? Jow, det kunne jeg, men når man har med svært syge mennesker at gøre, gør man bare ikke sådan. Det er i hvert fald imod min natur.

På trods af, at jeg var ganske, ganske tæt på at måtte langtidssygemeldes, fik jeg kæmpet mig ud af den værste stress.

Tiden gik, det gik jo super godt på jobbet, men det ER altså ikke nogen dans på roser at arbejde i Den hvide verden. Presset bliver større og større i takt med, at det bliver mindre og mindre sjovt at være der. - Og stressen lurede jo stadig lige under overfladen. Jeg ville gerne kunne se mig selv i øjnene senere hen i livet og være i stand  til at kunne sige; "Jeg gjorde hvad jeg kunne for at passe på mig selv". Heldigvis var min søde mand og jeg fuldkommen enige om, at nok var nok, og at tiden var inde til at undersøge, hvordan tingene så ud, hvis jeg sagde op.

1000 spørgsmål

Der opstår 1000 spørgsmål ift. økonomien, når man står foran sådan en stor beslutning. Alt blev undersøgt ned i mindste detalje, og vi fandt ud af, at vi sagtens kunne få det hele til at hænge sammen, endda fint uden at skulle vende hver en krone.

Beslutningen blev truffet, der var bare liiiige et par småting der skulle på plads, før jeg kunne sende min opsigelse afsted. Men beslutningen var truffet, og hvor var det dejligt! Det var som om, der blev flyttet et par store, tunge sten fra mine skuldre.

Opsigelsen blev afleveret til min søde leder, og selvom jeg hele tiden havde holdt hende orienteret om, hvor jeg stod, blev hun oprigtigt ked af det, både på det professionelle, men så sandelig også personlige plan. Vi havde det nemlig rigtig godt sammen.

I starten af januar 2018 havde jeg så min sidste arbejdsdag. Det var selvfølgelig lidt underligt at skulle sige farvel til en arbejdsplads jeg egentlig havde været super glade for at være på, og til mine kolleger gennem mange år, men det føltes simpelthen bare rigtig rigtig godt, at den æra var forbi.

Hvad så nu?

Først og fremmest skulle jeg rekreere og samle overskud, men nu her et halvt års tid senere, må jeg være ærlig at sige, at jeg er på rette vej, men jeg er slet ikke helt ovenpå endnu. Jeg forsøger at gøre de ting, der giver mig god energi, - det gør det bl.a. at blogge, derfor starter jeg nu denne blog ved siden af min rejseblog Kimic on Tour, som du er mere end velkommen til at besøge, hvis du kunne tænke dig, at læse om vores rejser. Nu må vi se, hvor meget vi kommer ud at rejse fremover, der er måske også en anden ting "i støbeskeen", men det kommer I garanteret til at høre meget mere om, hvis den bliver til noget.

- So stay tuned!