fredag den 26. oktober 2018

Jeg bliver så træt af....


Nu vil jeg altså gerne have lov til at brokke mig, for er jeg den eneste, der kan blive noget så træt af phonere, der ringer og vil have én til at donere penge, vil sælge forsikringer, telefonabonnementer eller hvad ved jeg?

Det er måske lidt malplaceret at skrive om, præcis i disse dage, hvor KNÆK CANCER kampagnen kører, og jeg kan da også kun opfordre til, at man støtter kampagnen. Man kan vinde mange rigtig flotte præmier i forbindelse med deres SMS-indsamling, det kunne da være fedt at vinde en ny bil eller en fed rejse, men jeg kunne ikke drømme om at støtte på DEN måde.

Jeg donerer fast til et par organisationer, og er ret rundhåndet ved husstandsindsamlinger m.v., men hvis jeg donerer penge via f.eks. en SMS-indsamling kan jeg være stensikker på, at der ikke går ret lang tid, før jeg har en phoner i røret, der spørger om jeg ikke vi støtte ditten eller datten med et fast beløb, eller i det mindste vil give lidt mere. NEJ, JEG VIL IKKE.... Jeg giver gerne, men det skal være når JEG har lyst, jeg har ikke lyst til at være bundet af flere faste donationer BUM!

Den sidste tid har jeg fået det ene FUP-opkald, efterfulgt af en besked på Voicemail, efter det andet. Jeg skal sq ikke nyde noget, så jeg svarer ikke på nogen af delene, man ved jo aldrig hvad man kan blive rodet ind i.

Jeg tænker tit på de stakkels phonere, som jo bare udføre det de er ansat til, men hold kæft, hvor jeg synes det er irriterende.

Jeg kan da ikke være den eneste, der kan få "grønne knopper" af sådan nogle opkald, kan jeg?

mandag den 15. oktober 2018

Glimt fra dejlige Skotland

Vi er hjemme igen efter en virkelig god tur til dejlige Skotland, og I skal da lige se et par billeder fra vores tur. Der er virkelig meget at fortælle fra dagene derovre, og der kommer indlæg fra turen ovre på rejsebloggen, men her er som sagt lige et lille glimt fra hver af de hele dage vi var i Skotland. 


Onsdag besøgte vi det smukke slot Glamis Castle. 


Torsdag var vi blandt andet på tur i det skotske højland. Det var storslået med efterårsfarverne og de åbne vidder.


Fredag bød blandt andet på et besøg i Pitlochry, hvor vi drak kaffe og spiste masser af kage på Hettie's Tearoom.


Lørdag besøgte vi Glasgow. Jeg kan ikke stå for de skotske og engelske taxier.


Søndagen brugte vi i fantastiske Edinburgh. Det er altså en virkelig spændende by, som jeg håber at få mulighed for at komme tilbage til en dag.

Det tager lige lidt tid, før jeg når til at skrive om skotlandsturen ovre på Kimic on Tour, så tjek ind derovre en i mellem, hvis du gerne vil høre om vores oplevelser.

tirsdag den 2. oktober 2018

LIVE fra luftrummet

Lige en lille hilsen live fra luftrummet et sted mellem Danmark og Skotland. Vi er netop nu på vej på nogle dages efterårsferie i Skotland. Norwegian tager sig af transporten, og det går - som de andre gange vi har fløjet med dem - som smurt og helt efter planen.



Gad vide hvad de ville have sagt til det?


Bag ved os sidder to ældre herrer, jeg vil skyde på de er i slutningen af 70'erne(+) de hygger sig og sludrer temmelig højt, på den der lettere tunghør måde. De diskuterer, hvem der har lavet nummeret YMCA. Den ene mener det er Bruce Springsteen, - den anden påstår det er en gruppe, men han kan ikke huske hvad den hedder. De diskuterer lidt frem og tilbage, og pludselig siger den ene med glad stemme: Nu ved jeg det, - Det er nogen der hedder Clearwater og så noget mere. Småstædige som de er, snakker de videre og ender til sidst med at blive enige om, at det "helt bestemt" er "de dér Clearwater" (Læs: Creedence Clearwater Revival). Jah... for det er der, hvor de allesammen kommer ind på scenen klædt ud som indianere å'sårn....

Jeg har siddet et stykke tid nu og småhygget mig med deres snak, og har sådan lyst til at vende mig om og sige: Hør her kære venner - det er en gruppe der hedder Village People, og det er jeg helt sikker på, det er nemlig et af de numre jeg har festet en del til. Jeg vælger at lade være med at sige noget, nu hvor de selv er kommet frem til en "løsning".

Gad egentlig vide, hvad Bruce Springsteen og Creedence Clearwater Revival vil have det med at blive sat i forbindelse med YMCA??


Flyskræk er en grim ting


På en ene side af mig har jeg B. og på den anden side en flot og tilsyneladende ret selvsikker ung mand. Han rejser sammen en kammerat, som sidder på en anden side af gangen. Turen er lidt urolig, det blæser godt, og ind i mellem er der en del lufthuller. De har købt et par øl hver som de småsnakkende sidder og nyder. Vi er begyndt at tage højde af, og er så småt begyndt indflyvningen til Edinburgh. Den unge mand ved siden af mig er blevet mere og mere stille, og sidder og knuger armlænene. Lige før spurgte jeg ham om han ikke er så glad for at flyve, hvortil han svarede: - Hel' ærlig ek'å, jeg er skide bange for at flyve. Han åndede lidt lettet op da jeg fortalte ham, at jeg heller ikke er så vild med det, og at jeg "flyver bedst" på et par Gammel Dansk. Okay, sagde han, - det tror jeg jeg vil prøve når jeg skal hjem. Vi er dog blevet enige om, at det nok er lettere at få fat i et par whisky'er, når nu vi skal til Skotland.

Jo, - Hvis man sidder stille og observerer hvad det sker omkring én, er det aldrig kedeligt at flyve.
- Og bare lige for god ordens skyld, så lider jeg ikke af flyskræk, og en Gammel Dansk til en kop kaffe er bare en hyggelig tradition, når vi sidder i lufthavnen og venter på at boarde, men det behøver han jo ikke at vide.

Vi er ved at lægge an til landing, så - over and out herfra.....