mandag den 24. september 2018

Knud var på besøg

Knud hed stormen, som var på besøg i denne weekend. Her i det vestjyske tager vi os, med al respekt, ikke særligt af det, når meterologerne varsler storm eller orkan. Det bliver alligevel aldrig så slemt, som de forudsiger, og vi er jo i forvejen så vant til at det blæser, så lidt fra eller til.


Hvis ikke det var fordi vi kun havde dækket et stykke væg af med en presenning, havde vi heller ikke bekvemmet os til at køre de 183 km op til sommerhuset, for at se om Knud havde lavet ulykker under sit besøg.


Lige syd for Holstebro plejer vi at holde en kort strække-ben-pause. Der er en rigtig dejlig rasteplads, med gode muligheder bl.a. for at gå en lille tur og nyde udsigten ud over hedearealet.

Heldigvis var alt i skønneste orden ved sommerhuset, så stormen må have været fra en vinkel, hvor huset havde ligget godt i læ. Vi sikrede huset lidt bedre, så det kan klare en eventuel ny storm, mens vi er i Skotland, man kan jo aldrig vide hvordan vejrguderne arter sig.

Vi havde håbet på, at C. og M. gav kaffe, når vi nu var på de kanter. Der er desværre noget alvorlig sygdom i M.'s familie, så de var på sygebesøg. I stedet for fik vi os en god sludder med 2 hold naboer, og det er jo heller ikke så ringe endda.

På hjemvejen holdt vi ind og fik lidt at spise på Burger King i Holstebro. - ikke det sundeste valg, men det skal der være plads til ind i mellem. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar